Omsorg for gæsterne
Fra det øjeblik man træder ind, føler man, at der bliver taget hånd om en. Omsorgsfuldt og personligt. Det føles dejligt, men også rimeligt, for der er fast menu til 500 kr., og vil man have den tilhørende vinmenu, koster den 400 kr., det er ikke et sted, man bare lige falder forbi, fordi man har lyst til at spise med pinde. Man kan få sin lyst styret til væsentligt lavere priser ved at købe i take away-afdelingen, der allerede har forrygende travlt. Og det forstår man, for kvaliteten er på gourmetniveau.

Vi har valgt restauranten og hele den service, der ligger i det. En aperitif og diverse godbidder, såkaldt streetfood. Oliestegte blade, sprøde fårekyllinger og en enkelt larve, agurk og sprøde skiver af lotusrod. Lidt ristede nødder og andet godt med dyppelse. Blødkogt vagtelæg i en pose af filodej. Perlende rosé i glasset à 75 kr., og da vi er klar, er maden det også. Op ad trappen til den høje stueetage, der er lige så enkelt og smagfuldt indrettet som loungen. Fine kig fra de høje vinduer over til den mosaiske kirkegård.

Enkelt service, lækre stålspisepinde, der ligger perfekt i hånden. Glas uden stilk. En stålbowle balancerer klar til den første ret.

Vi står nu over for en middag med otte punkter, at kalde alle for retter vil være lidt overdrevet og også uoverkommeligt. Det er en symfoni, helt bogstaveligt, akkompagneret af vinmenuen; jeg fik lov til at nøjes med en halv udgave, dvs. smagsprøver af det hele. En klar rejesuppe med høvlet ginseng drikkes direkte fra bowlen. Den er fyldig og let på samme tid. Til rejesuppen fik vi en Grüner Weltliner Smaragd, den østrigske modedrue, årgang 2005 fra Prager - en krydret, mineralsk, spændstig, ganske fyldig sag, perfekt valg, syntes min vinkyndige gæst, og jeg er ydmygt enig.

Vi får lov at vente mellem alle retterne, ikke for længe, men så hver enkelt ret kan udvikle sig og nå at fortone, inden næste ganeindtryk serveres. Behageligt.
Ka Pla er syltet torsk med flæskesvær, tomat er næste ret, og her serveres endnu en østriger, en Chardonnay fra 2004, et acceptabelt valg, om end ikke perfekt.

Sand spådom
Dernæst hummer med sur-sød frossen karry og havtaske med grøn kokoskarry, poche og sprød korianderrod. Især den frosne karry gjorde indtryk. Til karryerne fik vi Gewürztraminer 2003 fra Zind-Humbrecht, topproducent i Alsace, et klassisk og fremragende valg.

Efter fisken kom kødet, oksekød med chilisprøde ris og hesteurter og dertil jomfruhummer med citrongræs og frossen agurk. En fin og letkrydret blanding. Den new zealandske pinot noir, let afkølet, klarede krydderierne fint, og vi havde gerne fortsat med den til bornholmerhanekyllingen med ca-shews ying yang og luksusefterårsrulle, der i øvrigt ikke var særlig sprød. I stedet fik vi en Valpolicella, der virkede for sød og ikke gav modspil til retten.

Da vi nåede desserten, gav min gæst op med hensyn til vine. Til kaffeglaceret banan med kokoscreme og kaffesirup blev der serveret et køligt glas Jus de Thailande, der vil glæde folk med hang til det søde. Ligeså den blommevin til passionsfrugt-spådomskagen, der meget morsomt forudsagde en økonomisk bet. En god kop kaffe med petit fours: kokos-kage, cashewmarcipan, mango-paté de fruit og chokolade med palmesukker-jasmin sluttede måltidet af.

Vinmenu eller ej
Det lyder uoverkommeligt, men mærkelig nok sad man tilbage med en behagelig mæthed. Ikke tung og dorsk, men helt tilpas. Min gæst kunne spise op, det kunne jeg ikke, men vi fik begge, hvad vi havde behov for.
Det kan diskuteres, om der er behov for en vinmenu. Når man har den, er det sikkert for at imødekomme den danske smag, og det er da også spændende at få lov til at prøve, hvordan vin og krydderier klinger med og mod hinanden. Personligt vil jeg nok vælge øl, den lette lokale, men det er - som alt andet - en smagssag.

Det var en oplevelse af de fine, og vi var ikke i tvivl om, at vi gerne strøede fem store stjerner ud og anbefaler at råbe »Kiin kiin«.
bodil.krogh@jp.dk

Læs artiklen her: Jyllands Posten