Eksilradio: Myanmar brænder 200 lig
printer
Militærjuntaen i Myanmar (tidligere Burma) vil i al hemmelighed brænde ligene af 200 demonstranter, der er omkommet under kampene i hovedstaden Rangoon. Det oplyser det Oslo-baserede nyhedsbureau 'Democratic Voice of Burma' ifølge aftonbladet.se og vg.no.
»På et lighus i Rangoon skal de have fået cirka 200 lig. Flere af de døde skal være munke. Militæret har beordret, at disse lig bliver brændt med det samme, så verden ikke får noget at vide«, siger radioens nyhedsredaktør Moe Aye til VG Nett.

'Democratic Voice of Burma' fortæller, at de har fået oplysningerne fra en pålidelig kilde på et lighus i Rangoon.
»Vi har fået informationen fra en meget troværdig kilde, som har givet os mange rigtige oplysninger den sidste tid. Nu arbejder vi med, at få det bekræftet fra andre kilder«, siger Moe Aye.

Ifølge militærjuntaen i Myanmar er 13 personer blevet dræbt i forbindelse med den sidste tids demonstrationer. Blandt de dræbte er den japanske pressefotograf Kenji Nagai, der blev skudt i ryggen på klods hold af en soldat. Flere observatører tvivler imidlertid på tallets rigtighed. Således sagde den australske ambassadør i landet i går, at antallet af dræbte er meget højere end det officielle tal fra militærjuntaen, skriver VG Nett. Også Storbritanniens statsminister Gordon Brown tror, at dødstallet er langt højere end det militærjuntaen oplyser.

Skrevetd.  29-09-2007 23:27 29/09-2007 23:27 3481  Fremvisninger 3481 Fremvisninger  0 Kommentarer 0 Kommentarer


  Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer.
  Kommentér
Du skal logge ind for at kommentere.