Det thailandske oppositionsparti Pheu Thai Party (Thailændernes Parti) oplyser onsdag, at det har dannet en alliance med flere partier og hævder, at alliancen har opnået flertal i parlamentets Underhus.
Dermed har den nye alliance mulighed for at forsøge at danne regering.
Trods det formodede flertal vurderes det som usandsynligt, at alliancen får lov til at pege på en ny premierminister.
Det kræver et samlet flertal med Overhuset i parlamentet også kaldet Senatet.
Senatet er valgt af militærjuntaen, som lavede et militærkup i 2014 mod den dengang siddende regering fra netop Pheu Thai Party.
Partiets spidskandidat, Sudarat Keyuraphan, udtaler på et pressemøde, at partiet med alliancen forventer at vinde 255 sæder i Underhuset, hvilket vil give et flertal.
Thailand afholdt parlamentsvalg søndag, men de officielle resultater forventes først at blive offentliggjort fredag grundet problemer med optællingen.
Pheu Thai Party kæmper mod det promilitære, konservative parti Palang Pracharat.
Efter at 94 procent af stemmerne er talt op, har Palang Pracharat overgået forventningerne og sikret sig 7,6 millioner stemmer. På andenpladsen ligger Pheu Thai Party med 7,2 millioner.
Men som følge af et nyt, kompliceret valgsystem indført af juntaen vil Pheu Thai Party sandsynligvis ende med det højeste antal pladser i parlamentet, som partiet nu også selv hævder, at det gør.
Læs nærmere på:
Be the first to comment