Der er konstateret flere tilfælde af rabies i Thailand.
Rabies kaldes også hundegalskab. Rabies skyldes infektion med et virus, som overføres ved bid fra smittede dyr. Rabies kan føre til dødelig hjernebetændelse.
Fire personer er døde efter at være blevet smittet med rabies i Thailand. I alt er 22 provinser i landet erklæret for “røde zoner”, fordi de vurderes at være ramt af deciderede rabiesepidemier.
Det oplyser Thailands landbrugsministerium ifølge Bangkok Post.
Rabies er en udbredt infektion blandt pattedyr i mange lande, herunder Thailand. Du opfordres derfor til at lade være med at fodre eller klappe dyr, herunder hunde.
Hvis du bliver bidt af et dyr, som kunne have rabies, skal du hurtigst muligt søge læge med henblik på yderligere vaccination, også selv om du er vaccineret hjemmefra.
Rabies smitter via spyt og kan også smitte mennesker, hvis man for eksempel bliver bidt. Symptomerne på rabies viser sig efter mellem tre uger og tre måneder, og mærker man først symptomer, kan sygdommen ikke kureres, og så er der tæt på 100 procents risiko for, at man dør.
Rabies kan dog, inden man oplever symptomer, kureres med en vaccine.
Læs nærmere på:
– SSI – Statens Serum Institut
– Netdoktor.dk
– Den danske ambassade, Bangkok, Thailand
– Bangkok Post
Be the first to comment