Prayuth forsøger at imødekomme demonstranter ved at ophæve nødretstilstand, men det er ikke nok, lyder svaret.
Prodemokratiske demonstranter i Thailand har onsdag givet landets premierminister, Prayuth Chan-o-Cha, en frist på tre dage til at træde tilbage.
De har sendt ham et brev med kravet, siger protestleder Patsaravalee Tanakitvibulpon i en tale til de titusinder af demonstranter, der onsdag aften er samlet ved regeringskvarteret.
– Vores kamp er ikke slut, så længe han ikke træder tilbage. Hvis han ikke går af indenfor tre dage, vil han stå overfor folket igen, siger hun.
Premierminister Prayuth vil ophæve nødretstilstand
Premierminister Prayuth er under stort pres fra de omfattende protester, der har stået på siden juli.
For at imødekomme demonstranterne siger premierministeren onsdag, at han vil ophæve den nødretstilstand, han i sidste uge indførte for at kunne håndtere de store protester.
Dermed vil han “tage første skridt for at nedtrappe denne situation”, siger han i en tale på thailandsk tv.
– Jeg er nu ved at forberede en ophævelse af nødretstilstanden i Bangkok og vil gøre det med det samme, hvis der ikke er voldelige hændelser, siger Prayuth.
Meldingen er dog ikke nok for de titusindvis af mennesker i Bangkoks gader onsdag aften.
– Det er ikke nok. Han må gå af, siger en af demonstranterne.
Langvarrige protester
Onsdag er det syvende dag i træk, at der er masseprotester i hovedstaden, Bangkok, og andre dele af Thailand. Alt i alt har demonstrationerne stået på i tre måneder.
Demonstranternes krav om regeringens afgang er vokset i styrke og har bredt sig til flere dele af landet.
Som svar på protesterne indførte Prayuths regering i sidste uge forbud mod forsamlinger på mere end fire mennesker.
Reformer af Thailands love om kongehuset
Ud over Prayuths afgang kræver demonstranterne, at der sker reformer af landets love om kongehuset.
Regeringen skal mødes i begyndelsen af ugen for at drøfte demonstranternes krav.
Læs nærmere på:
En engelsk gengivelse af den thailandske premierministers tale kan læses HER
Be the first to comment