Godt Nytår 2022

Endnu et år præget af den verdensomspændende Corona-virus. En virus som påvirket situationen, livet, økonomien, turismen, trafikken mellem Danmark og Thailand med videre.

Året har i så høj grad været præget af Corona-virussen at det har lagt en betydelig dæmper på mange andre ting. Flytrafikken, turismen, økonomien, sundhedssituationen og selv i politiske forhold har corona-virussen haft sin store indflydelse på.

Corona-virussen

Ligesom store dele af 2020 var præget af corona-virussen, ligeså har corona-virussen i stor grad præget 2021. Både i Danmark og Thailand kom der i 2021 godt gang i vaccinationen af befolkningen. I Danmark har store dele af befolkning her ved årets udgang allerede fået deres 3. stik.

Her på årets sidste dag er de officielle dødstal ifølge WHO på grund af COVID-19 således:

Turismen i Thailand

Der har været skruet meget kraftigt ned for turisme i Thailand i 2021. I det meste af året har Thailand mere eller mindre været lukket ned for turisme og de turister som trods alt ankom til Thailand måtte indstille sig på at de ved ankomsten skulle starte med op til 14 dage i karantæne før de blev “sluppet løs” på egen hånd i landet.

I oktober måned blev det meddelt at Thailand ville genåbne for turister fra 1. november, herunder for turister fra Danmark, uden de hårde karantæne-regler.

Desværre måtte Thailand kort før jul igen genindføre karantæne, indtil videre midlertidigt men dog ind i det nye år 2022, på grund af en ny variant af Corona-virussen som bliver kaldt Omikron. Den nye omikronvariant er tilsyneladende en del mere smitsom end de tidligere varianter og spreder sig dermed meget hurtigere i både Danmark og Thailand.

Flytrafikken mellem Danmark og Thailand

Den direkte flytrafik mellem Danmark og Thailand har mere eller mindre været lukket ned på grund af Corona-virussen, dog med enkelte udtagelser idet Thai Airways gennem året har haft nogle såkaldte speciel-flyvninger fra Thailand til blandt andet Danmark. Med normalisering for turisternes ankomst til Thailand omkring 1. november kunne Thai Airways også begynde at flyve mere regulært igen.

Thai Airways har efter deres første 60 år i de seneste år været ude i en seriøs økonomisk krise. Den thailandske regering godkendte tilbage i 2020 en rekonstruktionsplan for Thai Airways og den plan blev så her i 2021 endelig godkendt af konkursdomstolen i Bangkok.

Det thailandske flyselskab arbejder på at omstrukturere en gæld på 245 milliarder baht, hvilket planlægges at ske gennem betalingsforlængelser, rentefritagelser og konvertering af gæld til egenkapital. Konkursdomstolen i Bangkok har godkendt en omstrukturering af en gæld på mindst 170 milliarder baht.

Koncernchef i Thai Airways International, Chansin Treenuchagron, har tillid til, at flyselskabet vil blive rentabelt igen, når coronapandemien er overstået.

66 millioner thailændere

I marts måned blev resultatet af en folketælling udført den 31. december 2020 i Thailand offentliggjort.

Den thailandske befolkning bestod den 31. december 2020 af i alt 66.186.727 mennesker, det afslørede den offentliggjorte optælling. Der er en overvægt af thailandske kvinder idet 33.353.816 var kvinder mod 31.874.308 thailandske mænd. 958.607 er ikke-thailændere.

Med den seneste folketælling kan befolkningstætheden i Thailand dermed sættes til 128,8 pr. km2.

Ifølge Danmarks Statistik så var der pr. 1. januar 2021 i alt 13.091 thailændere i Danmark og i 2020 opnåede 126 thailændere et dansk statsborgerskab.

Danmark i Thailand og Thailand i Danmark

Det har siden år 1621 været relation mellem Danmark og Thailand. Danmark og Thailand har derfor i 2021 fejret de første 400 års dansk-thailandske relationer.

Desværre har fejringen på grund af situationen med corona nærmeste kun være begrænset til information og opslag på facebook fra de respektive officielle danske og thailandske repræsentationer om vores mangeårige og fælles relationer.

Danmark har i det indeværende år opnået tilsagn om tiltrædelse til ASEAN’s traktat for fred og samarbejde (TAC). Tilsagnet betyder, at Danmark formelt anerkender sit forhold til ASEAN og ASEAN’s regionale rolle. ASEAN anses som den mest avancerede regionale samarbejdsorganisation i verden efter EU.

ASEAN blev stiftet i 1967 og består af de ti lande Thailand, Filippinerne, Indonesien, Malaysia, Singapore, Cambodia, Laos, Myanmar, Vietnam og Brunei. TAC blev indgået i 1976 mellem de fem oprindelige ASEAN lande (Indonesien, Thailand, Fillippinerne, Singapore og Malaysia) for at hindre en regional storkrig.

Dansk i Thailand

Året var dårligt startet før vi blev mødt med en nyhed om en dansk mand som var blevet anholdt og fængslet i Thailand for handel med narkotika. Siden arrestationen af manden er der tilsyneladende ikke kommet noget nyt frem i offentligheden omkring mandens situation, så hvilken dom manden har eller vil modtage er endnu uvist.

Narkotika-kriminalitet slår meget hårdere i Thailand end i Danmark, det bør alle huske på.

Godt nytår og velkommen til år 2022

I Danmark kommer vi i det nye år ind i år 2022, i Thailand kommer det nye år til at hedde år 2565.

Jeg vil igen i år komme med en opfordring til at passe på i den thailandske trafik. Man behøver ikke selv at køre med hovedet under armen for at komme til skade, det er rigeligt at andre gør det. Pas nu på allesammen, trafikken i Thailand er en dræber.

Alle ønskes et rigtig godt og lykkebringende Nytår. Lad os håbe det bedste for alle i det nye år 🙂

Godt Nytår 2022 – สวัสดีปีใหม่ ๒๕๖๕ (sa-wat-dee pee mai 2565)

Webmaster

Tidligere nytårshilsner:

1 Comment

  1. Tak Webmasterog i lige måde, samt til alle andre her på Thailand Portalen.

    Tak for hjælp med viden,know how, sjove kommentarer og meget andet, i løbet af 2021.

    Vi skrives ved, i det allerede påbegyndte 2022 🙂

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*