Godt Nytår 2021

Et år 2020 er ved at rende ud, et år med en verdensomspændende Corona-virus som har haft stor indflydelse på os alle i stort og småt.

Corona-virus

Corona-virussen COVID-19 startede angiveligt i november/december 2019 på et fiskemarked i byen Wuhan i Hubei-regionen i Kina. Thailand konstaterede i januar 2020 som det første land udenfor Kina corona-virussen. Det var hos en rejsende kinesisk turist som kom netop fra Wuhan i Kina.

I slutningen af december opstod et nyt masseudbrud med flere end 1.000 konstaterede tilfælde af COVID-19 på et fiske-og skaldyrsmarked i provinsen Samut Sakhon, umiddelbart syd for Bangkok.

Thailand har planlagt et vaccinationsprogram mod corona-virussen som er planlagt til at begynde i maj 2021, hvor alle vil få tilbudt en gratis vaccination. De første der får tilbudt vaccinen bliver sundhedspersonale, små børn, ældre og sårbare grupper.

Turismen i Thailand

Thailand blev økonomisk hårdt ramt i år 2020 af corona-virussen. Turismen ophørte stort set i marts måned, og den 26. marts lukkede Thailand selv sine grænser til trods for det relative lave antal smittede og døde i landet. Thailand havde i begyndelsen af juli måned fået inddæmmet epidemien og herefter har stort set alle tilfælde været hos indrejsende.

Den 20. oktober ankom de første turister til Thailand siden april måned. Det var en flok turister fra Shanghai i Kina som fik lov til at ankomme som de første. Alle turister har skulle i en 14-dages karantæne ved ankomsten.

Fly-trafikken mellem Danmark og Thailand

Tilbage i år 2014 stoppede SAS med at flyve mellem Danmark og Thailand som de ellers havde gjort siden 26. oktober 1949. Norwegian var dengang også begyndt at beflyve ruten, så pludselig var der tre selskaber om at betjene den direkte rute foruden alle de andre, herunder mellemøstlige selskaber, som med en mellemlanding også fløj danskere frem og tilbage mellem Danmark og Thailand. Konkurrencen var simpelthen blevet for stor for SAS.

Norwegian har i de senere år haft store økonomiske problemer, og allerede i år 2019 besluttede Norwegian at beflyvningen mellem København og Bangkok skulle afvikles og at de sidste ture med Norwegian ville være i marts måned 2020. Corona-virussen havde altså intet med Norwegian nedlukningen og afviklingen af deres ruter mellem Danmark og Thailand.

Derimod har corona-virussen haft enorm stort betydningen for Thai Airways som det sidste fly-selskab på den direkte rute mellem Danmark og Thailand. For foruden de store økonomiske problemer blandt andet grundet dårlig ledelse og korruption som Thai Airways i forvejen var tynget af, så har corona-virussen kun gjort situationen endnu værre for fly-selskabet. Thai Airways fik en ny fungerende præsident og røg først ud i en betalingsstandsning og senere fik Thai Airways lov til at flyve videre i en rekonstruktionsplan som var godkendt af det thailandske regering.

Siden nedlukningen af fly-trafikken på grund af corona-virussen, så planlagde Thai Airways gentagende gange at genoptage beflyvningen til København men corona-virussen forsvandt ikke bare og nedlukningen blev flere gange forlænget og det er endnu uvist hvornår corona-virussen tillader at turisterne at vender tilbage til Thailand og fly-trafikken begynder at ligne sig selv igen. Man er begyndt at vaccinere med forskellige vacciner mod corona, men selv med vacciner så vender den normalle dagligdag nok ikke lige tilbage indenfor de næste dage, uger og måneder.

I tiden hvor fly-trafikken ikke har været normal, der har Thai Airways forsøgt sig med forskellige alternative indtjeningsmuligheder, herunder hvor private har kunne betale sig til at opleve en dag som kabinemedarbejder, stewardesse eller pilot.

Siden juli har Thai Airways haft nogle ugentlig speciel-afgange mellem København og Bangkok, hvor der er blevet fløjet med lidt passagere og fragt.

På grund af den økonomiske krise for Thai Airways, så har de også måtte sige farvel til en masse ansatte. Nogle gennem en frivillig ordning. Thai Airways har også forsøgt sig med at komme af med en række ældre fly med dårlig brændstoføkonomi.

Thai Airways havde i år 2020 også 60 års fødselsdag. Der var ikke meget at fejre på grund af corona-virussen og den økonomiske situation. Men et tillykke kan vi da godt finde frem til Thai Airways. Læs nærmere her om: De første 60 år med Thai Airways

Mange danskere som havde købt billetter hos Thai Airways og andre fly-selskaber har haft store problemer med at få deres penge tilbage for de mange aflyste afgange i år 2020. Til trods for at reglerne foreskriver at man skal have sine penge tilbage indenfor en kort periode, så har flere selskaber simpelthen ikke været i stand til at tilbagebetale folk for deres billetter indenfor den periode. Det har naturligvis afstedkommet meget berettet utilfredshed.

Kort før jul valgte Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen at politianmelde Thai Airways for manglende overholdelse af styrelsens påbud om at tilbagebetale ubrugte flybilletter.

Demonstrationer og demokrati

År 2020 har været præget af mange store demonstrationer mod kongen og det thailandske styre. Normalt har thailænderne afholdt sig fra at kritisere det thailandske kongehus, nok godt hjulpet på vej af at thailænderne nemt har kunne risikerer op til 15 års fængsel for majestætsfornærmelse i landet.

Protestbevægelselen havde rod blandt de studerende i Bangkok, og de har haft tre ultimative krav til regeringen. De kræver en ny forfatning i landet, som militæret ikke står bag – modsat den nuværende. De kræver også, at det nuværende parlament bliver opløst. Og så vil de have, at menneskerettigheder bliver overholdt i landet, efter en række kritikere af landets kongehus og militær er forsvundet, for derefter at blive fundet døde lang tid efter.

Kravene er gennem året blevet symboliseret og kommunikeret ud med tre finger i vejret. De løftede fingre er et symbol på frihed og et opgør med systemet, og er en hilsen til ‘Hunger Games’-trilogien, hvor symbolet bliver oppositionens kendetegn for opgør.

Der har været støtte-demonstrationer rundt omkring i hele verden for sagen, også i Danmark hvor Free Thai Movement in Denmark flere gange gennem året har demonstreret.

Danske politikere har stillet § 20-spørgsmål i det danske folketing om Danmark har ville følge op på Tysklands noget mere kritiske holdning til Thailand.

12 gange har militæret taget magten i landet siden 1972, senest i 2014, hvor en demokratisk valgt regering blev afsat og hærchef Prayut Chan-o-cha indsat som premierminister. Den post sidder han stadig på i dag. Og militærstyret er ikke bleg for at forfølge kritikere.

Dissidenten Wanchalearm Satsaksi forsvandt i juni fra Cambodia, hvor han ifølge øjenvidner blev smidt ind i en bil af bevæbnede mænd. Mindst 9 dissidenter i eksil er forsvundet – to af dem blev skyllet op på en flodbred med cement i maven.

I oktober måned forsøgte Prayut Chan-o-cha at indføre et forsamlingsforbud for at lægge låg på befolkningens utilfredshed, men demonstranterne trodsede forbuddet mod at samles og Prayut Chan-o-cha imødekom til sidst demonstranterne ved at ophæve nødretstilstanden igen.

Prayut Chan-o-cha valgte i november igen at stramme skruen, men den thailandske befolkning er fortsat utilfreds.

I løbet af året lukkede de thailandske myndigheder ned for Pornhub i Thailand, det afstedkom også stor utilfredshed blandt befolkningen.

Den kongelige familie

En del af den mindre diplomatiske høflighed overfor Thailand end tidligere fra Tyskland grunder i at den thailandske konge i lange tider tilsynladende har befundet sig mere i Tyskland end i Thailand.

I slutningen af 2020 har den thailandske konge dog befundet sig i Thailand hvor kongen godt støttet af dronning Suthida har været på en charme-offensiv overfor sit lands egen befolkning.

I november fik en journalist endda en yderst sjælden og ganske ekstraordinær udtalelse fra kongen, da journalisten fik stukket et kamera og mikrofon op foran kongen udenfor Grand Palace i Bangkok, hvor mange var mødt op for at vise deres støtte og respekt til monarkiet i Thailand.

Journalisten fik spurgt den thailandske konge hvad kongen havde at sige til de mange som for tiden protestere og kongen svarede tilbage at ‘vi elsker alle lige meget’. Journalisten fik derefter spurgt om der er plads til kompromisser i Thailand, hvortil kongen svarede at ‘Thailand er komprimissernes land’.

Efter de to spørgsmål og svar gik kongen og dronningen videre, men kongen bad sin datter om at gå tilbage til journalisten. Prinsesse Sirivannavari forklarede der at Thailand er et fredeligt land og at ‘vi elsker det thailandske folk, uanset hvad’.

I år 2020 fik den thailandske konge tilgivet sin officielle elskerinde og hun er nu inde i varmen igen efter hun i år 2019 blev lagt på is. Kongens elskerinde fik i år 2020 også taget lidt billeder og selfies. På en eller anden måde blev en del af disse billeder lækket til pressen.

Imens den thailandske konge og dronning har haft deres gøremål gennem år 2020, så har den thailandske konges populære storesøster prinsesse Ubolratana haft travlt med hendes eget projekt To Be Number One efter hun fik at vide at hun godt kunne droppe hendes tanker om at stille op i thailandsk politik. I forbindelse med julen sendte prinsessen tilmed en sød julehilsen ud på hendes Vlog.

Dansk i Thailand

I år 2020 forlod ambassadør Uffe Wolffhechel sin post, og Anders Lønstrup Graugaard varetog som chargé d’affaires a.i. ledelsen af den danske ambassade i Thailand indtil Danmarks nye ambassadør Jon Thorgaard var på plads.

Den thailandske konge modtog ved en ceremoni Danmarks nye ambassadør i Thailand. Under modtagelsen overrakte ambassadøren sine akkreditiver til Kongen.

Akkreditiver betegner den fuldmagtsskrivelse, udstedt af udsenderstatens statsoverhoved, som en ambassadør efter ankomsten til modtagerstaten overrækker til dennes statsoverhoved. Skrivelsen indeholder en anbefaling af ambassadøren og en anmodning om at yde ham bistand til løsning af opgaven som ambassadør.

I år 2021 vil Danmark fejre de 400 års Dansk-thailandske relationer.

Thai i Danmark

Mattias Tesfaye (S) overtog posten som udlændinge- og integrationsminister i 2019 efter Inger Støjberg (V).

Udlændinge- og integrationsminister har i år 2020 været ude i et opgør med begrebet ikke-vestlige lande, for som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) argumentere for så er det ikke indvandring fra Thailand der skaber problemer for Danmark. Hvis der alene var indvandring til Danmark fra Thailand af, så kunne man i følge udlændinge- og integrationsminister give ham en fyreseddel, for så ville der ikke være integrationsudfordringer i Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister forsvarede ved flere lejligheder flot de nye tiltag, og ministeren har endda også udtalt at ministeren ikke er bekymret for at flere gifter sig med en thailænder.

Her fra Thailand Portalen er der stor respekt for at ministeren har taget et opgør med begrebet ikke-vestlige lande. Nu venter vi bare på at det også afspejler sig i at det bliver lettere for thailændere at få et visum til Danmark, samt at familiesammenføringer mellem danskere og thailændere bliver lettere.

Dem vi har mistet i 2020

I år har vi desværre også måtte tage afsked med en række mennesker som havde Thailand i deres hjerte.

Tilbage i 2012 besøgte Karen Thisted sammen med Suzanne Bjerrehuus Thailand og Pattaya for at lave nogle afsnit til fjernsynsudsendelserne »Mormors Bordel«.  I udsendelserne udforskede de sex-branchen rundt om i verden. Karen Thisted forlod os i marts måned.

I juli måned mistede Sven Willy Dokkedal livet i en trafik-ulykke. Flere husker nok Sven fra nettet og diverse facebook-grupper hvor han gerne aktivt deltog. Sven omkom i en trafikulykke.

Jeg var i nytårs hilsen for 2020 ude med en opfordring til at passe på og med lidt tal om antallet af trafik-dræbte i den thailandske trafik. Man behøver ikke engang selv at køre med hovedet under armen for at komme til skade, det er rigeligt at andre gør det. Pas nu på allesammen, trafikken i Thailand er en dræber.

Mahfud Rasmussen som tidligere har været administrator på Dansk Thai Website, flittig bruger af templet i Dragør på Amager og ganske vellidt blandt mange danskere og herboende thaier har også forladt os i 2020.

Klaus Pagh som mange nok kender fra film-lærret, teater-verdenen og uge-bladene er også gået bort. Klaus Pagh mødte i 2007 på en rejse i Thailand sin kone Nancy. Han giftede sig med Nancy og adopterede senere hendes datter.

Yahya Hassan som nåede en vist nok noget kaotisk rejse til Thailand er også gået bort i 2020.

Godt nytår og velkommen til år 2021

Tja, med alt det corona og hele den krise som år 2020 har været plaget af så kan år 2021 dårligt blive meget værre. Verden er dog så småt begyndt at vaccinere mod corona og i løbet af år 2021 vender en mere normal hverdag forhåbentligt og formentlig tilbage. En hverdag hvor der igen kan rejses frem og tilbage mellem Danmark og Thailand – og på et tidspunkt også uden man skal i 14 dages karantæne ved indrejse til Thailand.

Ja, jeg tror de fleste både i Danmark og Thailand sukker efter en normal hverdag igen.

I Danmark kommer vi ind i år 2021, i Thailand kommer vi ind i år 2564.

I ønskes i hvert fald alle et godt og lykkebringende Nytår.  Lad os håbe det bedste for det nye år 🙂

med de bedste hilser

Webmaster

Læs nærmere:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*